Da jeg var fjorten forlod jeg klubben. Jeg havde fundet ud af, at jeg var en dygtig spiller, men jeg aldrig ville blive en stor spiller. Nogle af mine venner I Spartak, som jeg altid havde slået, da vi var yngre, havde overhalet mig og var avanceret til et plan, som jeg ikke kunne nå, ligegyldigt hvor mange kampe jeg spillede, hvor mange bøger jeg læste, og hvor mange slutspilsproblemer jeg arbejdede med, når jeg var kommet i seng om aftenen. Jeg var som en veltrænet pianist, der ved, hvilke tangenter han skal ramme, men ikke kan gøre musikken til sin egen. En stor spiller forstår spillet på en måde, han ikke kan forklare; han analyser brættet ig ved, hvordan han skal forbedre sin stilling, inden hans hjerne kan nå at udtænke en forklaring på trækket.
En sådan intuition havde jeg ikke. Det skuffede min far, at jeg forlod klubben, men jeg var ikke selv ked af det. Det blev meget sjovere at spille skak, da jeg ikke længere behøvede at bekymre mig om min stilling i byen.
Vi kender nok alle sammen det der med, at skak er skrevet ind i en roman eller i en film. Og så sidder man og tænker; Åhh nej det der er jo ikke skak, men et forvrænget billede af skak, som kun er med for at symbolisere et eller andet sort/hvidt.
Derfor var det også en fornøjelse at læse den glimrende bog: "Tyvenes by" af David Benioff. Men det er også en meget barsk bog om belejringen af Stalingrad under den 2. verdenskrig. Skakken fylder ikke så meget, - og dog! for den afgørende scene i bogen er et skakparti mellem den ene helt og superskurken og topnazisten.
I kan læse mere om den på Litteratursiden.
Her har jeg også lavet en liste med romaner, hvor skak spiller en rolle for handlingen.
